Fodbold Fitness Kvinder
Fællesskab, motion og sjov i fodboldens tegn
Ønsker du en motionsform, der giver mere frisk luft end løbebåndet og er mere social end en tur i fitnesscentret? Gennem Fodbold Fitness bliver du del af et fællesskab for kvinder, hvor vi lover, at du går fra træningen med et stort smil og mere energi, end da du trådte ind på banen.
På Fodbold Fitness-holdet er alle velkomne, uanset niveau eller fodbolderfaring. For flere er holdet deres første møde med fodbolden. Her er det fællesskab, motion og sjov, der er målet – og en masse frisk luft.
Hvad er Fodbold Fitness?
Glem alt om indviklede taktikker og 2 x 45 min. intervalløb. Fodbold Fitness er DBU’s bud på motionsfodbold, hvor træningen er en kombination af fitness- og fodboldtræning. Fodbold forbedrer din sundhed og er en effektiv vej til at forebygge livstilssygdomme – og det bedste er, at du slet ikke opdager, hvor hårdt du træner, fordi vi har det sjovt imens. Fodbold er en social motionsform og netop det sociale element og fællesskabsfølelsen i Fodbold Fitness gør det let at holde fast i den gode træningsvane.
Det sociale i centrum
Fodbold Fitness er den perfekte mulighed for at få et godt grin og blive en del af et aktivt fællesskab, hvor du både får pulsen op og vind i håret. Foruden træningen samles vi en gang i mellem i klubhuset til fællesspisning og andre arrangementer samt deltager i Fodbold Fitness-stævner.