Menu

FC Midtjylland 1 - Østerbro IF 2

image Foto: Klaus Sletting Jensen
07. juni 2025 kl. 18:01
Kvinderne tog alle 3 point imod topholdet fra FC Midtjylland

Cheftræner Michael Mejdahl vågnede lørdag morgen op til 3 afbud på grund af sygdom, hvilket betød at holdet måtte tage til Jylland uden udskiftningsspillere. Ikke de bedste betingelser - slet ikke mod topholdet fra FC Midtjylland der ikke havde tabt en kamp i oprykningsspillet.

Aftenen før havde Kolding IF og ASA, Århus spillet uafgjort. Med dette resultat var FC Midtjylland sikret oprykning til landets bedste række.

Om dette havde betydning i forhold til kampen mod vores 11 kvinder skal være usagt, men efter 90 minutter stod det klart, at det var os der stod med sejren.

Cornelia Winther lagde op til begge mål i lørdagens sejr over FC Midtjylland. 

FC Midtjylland kom foran efter 20 minutter, men kort tid efter kunne Pernille Mellergaard gøre det til 1-1. Dette var også stillingen efter 1. halvleg. Efter et kvarters spil af 2. halvleg afgjorde Julie Offersen kampen, med målet til 2-1 til Østerbro IF.

Stort tillykke til kvinderne med sejren.

Vi møder i sidste runde ASA, Århus. Vi forventer ikke at slå FC Københavns tilskuerrekord, men mindre kan også gøre det.

Vi håber, at alle vil kigge forbi Valby Idrætspark lørdag den 15. juni klokken 14:00 og takke kvinderne for en god sæson.

Luk