Første sejr i foråret til kvinderne

Kvinderne slår FC Thy med 1-0
Endelig lykkedes det Østerbros 1.kvinder at sikre sig 3 point i forårets kvalifikationsspil. Lørdag den 10.maj havde gæsterne fra FC Thy-ThistedQ taget den lange vej til Valby Stadion til hvad der var forventet at blive en tæt kamp. De sidste tre halvsæsoner har holdene mødtes i alt 5 gange, hvilket har givet én sejr til hver og tre uafgjorte.
Fra kampens start var der tænding på begge hold og turen fra Thisted havde ikke sat sig i benene på de løbestærke og hurtige gæster.
Østerbro forsøgte sig med fladt pasningsspil og hurtig boldomgang, mens Thisted tog et lidt defensivt udgangspunkt og gang på gang forsøgte sig med hurtige omstillinger.
Efter 16 minutter fandt Østerbro plads på venstre side, hos Malou Thyrrestrup, og et indlæg endte for fødderne af Pernille Mellergaard som bragte Østerbro i front.
Kampen igennem lå holdene tæt, hvilket gav en masse dueller som kampens dommer Emilie Langthaler og hendes linjedommere håndterede fint. Selvom intensiteten var høj og begge hold havde mange store muligheder blev det ikke til flere mål. Kampens sidste aktion blev et yderst velplaceret frispark som Thisted blev tildelt lige udenfor feltet. Det blev, for Thisted, desværre, stolpe ud og Østerbro kan sætte point på kontoen og ligger nu på 5.pladsen 2 point foran Thisted og med blot 1 point op til naboerne fra B93 som ligger på 4.pladsen.
Lørdag den 24.maj kl.13.00 kommer netop B93 på besøg til en direkte kamp om 4.pladsen.