Optakten til kampen blev ellers noget hektisk, idet der inden afgang var problemer med spillertøjet. Det betød, at opvarmningen og kampoplægget blev betydeligt kortere end normalt, men gennem vilje og fight var det alligevel Østerbro IF, der startede kampen bedst.
Der skulle også kun gå et par minutter før Mikkel Ammonsen scorede til 0-1 på oplæg fra Michael Vester. Det var Mikkels andet mål i foråret. Målet betød, at ØIF mere eller mindre ubevidst kom til at stå længere tilbage på banen og Rødovre fik meget af spillet, dog uden at komme frem til chancer.
Stillingen holdt til pausen, hvorefter ØIF igen kom frem på banen. Det resulterede i to scoringer fra hhv. Casper Andersen og Michael Vester på flotte opspil. Efter målet til 0-3 brokkede en Rødovre spiller sig til 2 gule kort og dermed udvisning, og da Rødovre kort tid efter fik endnu en spiller udvist for et slag, var spændingen taget ud af kampen. Christian Mikkelsen lukkede kampen med målet til 0-4.
I slutminutterne stødte indskiftede Bjarke Røder og en Rødovre-spiller hovederne sammen i en luftduel, hvilket resulterede i en meget groggy Rødovre-spiller og en flænge i hovedbunden til Bjarke. Heldigvis stoppede blødningen hurtigt.

En slemt tilredt Bjarke Røder i godt humør efter kampen. Det ser dog noget værre ud, end det er.
Østerbro IF spiller pokalkamp ude mod B.1960 på tirsdag, hvorefter der er pause pga. påsken. Næste turneringskamp er hjemme mod Bk. Hekla d. 30/4. En meget vigtig kamp i bestræbelserne på overlevelse i serie 1.