1595

Flot pokalkamp af Damerne mod Bk Skjold

Nyheder fra seniorafdelingen
16. august 2011 - 09:23 af: Thomas Jakobsen

I en kamp hvor Østerbro var klare underdogs, fightede de alt hvad de havde lært og kunne. Det resulterede i et 5-1 nederlag, som sagtens kunne have endt med et meget større antal mål imod os. Det kunne pigerne klart være stolte af!

5-1 lyder måske af meget, men det er det ikke. For i en kamp hvor Østerbro gang på gang skulle jagte bolden, kunne resultatet have blevet meget højere i Skjold´s Favør.

Østerbro startede faktisk kampen bedst, hvor de efter 4-5 minutter havde en friløber som Kia Russ desværre ikke får afsluttet ordentligt på. Derefter stod der Skjold på det meste. De blev bold styrende og så havde de nogle rigtig hurtige folk oppe foran som vi absolut ikke kunne matche i hurtighed. De fik mange friløbere mod vores mål som også gjorde at de ret hurtigt kom foran 3-0. Så skal det siges at træneren tænkte det værste.

Men det skulle vise sig at Østerbro tøserne ikke havde lyst til at få en røvfuld. Fordi stille og roligt fik de arbejdet sig ind i kampen og længere frem på banen. Og det endte da også med en scoring til Østerbro. Rikke arbejder flot ude i siden og en lille aflevering ind til Kvist, som så kunne sparke bolden i en flot bue over målmanden. Så var der jubel i Fælledparken hvor vi til dagens kamp havde besøg af omkring 100 tilskuere. Det gav ligesom kampen et ekstra boost. Østerbro arbejdede stærkt videre og Skjold virkede som de var lidt rystede. Det gjorde at vi lidt senere fik en friløber til Rikke Simonsen som kommer alene med målmanden, dribler forbi hende, men desværre brænder foran et helt frit mål. Rikke plejer aldrig at brænde de chancer og det gør hun nok heller ikke efter den her.

Desværre for kampen får Skjold scoret lidt efter til 4-1 på et mål hvor undertegnede godt kunne have tænkt sig noget mere vildskab efter og få clearet bolden eller taget bolden fra sin direkte modstander. Men 4-1 stod det ved pause fløjtet.

2. halvleg lignede lidt 1. halvleg. Skjold som det boldførende hold og Østerbro som det bold-jagtende hold. Det resulterede også i mange chancer til Skjold, men vores man of the match Katrine Knus Larsen ( målmand ) viste at hun stadig var med i kampen med mange flotte redninger og rigtig gode indgreb i hele kampen. Skjold havde også et par skud på overliggeren, men det var først til sidst at de fik lukket kampen med en scoring efter vi nok fik trukket offside linien lidt for højt.

Til slut vil jeg gerne rose tøserne for en helt igennem flot fighter indsats og dejlig indstilling på trods af at man var så store underdogs. Tror ikke der er en eneste spiller der gik hjem og ikke var træt.

Også tak til alle dem der var ovre og støtte holdet på en flot sommer aften; det var rigtig dejligt med så mange folk i ryggen.

En skidt ting var der dog. Banen. Det er simpelthen skandaløst, at den bane ikke havde fået slået græsset op til dagens kamp.

Med i dagens kamp var:
  1. Kathrine Knus Larsen
  2. Pia Bøgh-Jensen
  3. Maria Nielsen
  4. Merete Jacobsen
  5. Maja Eriksen ( Som desværre endte med at tage på skadestuen )
  6. Camilla Thomsen
  7. Kia Russ
  8. Maria Kvist
  9. Cathrine Clausen
  10. Rikke Simonsen
  11. Charlotte Clemensen
  12. Christina Mahiesen
  13. Sara Dencker
  14. Anna Søndergaard

Næste kamp er 1. turnerings kamp i Serie 1 ude mod B93/HIK. Det er ved Svanemøllehallen. Håber at se mange folk derude igen.

Seneste nyheder
Optakt: Østerbro IF - Dragør
Efter sidste uges sk ...
Optakt: Østerbro IF - Victoria
Efter weekendens sku ...
Optakt: Østerbro IF - Nørrebro United
Østerbro IF tager i ...


Sponsorer