Vi skulle ud og spille pokalkamp mod Sundby som ligger i Danmarksserien - det vil sige 3 rækker højere end os, så vi var selvfølgelig rigtig spændte og nervøse.
På trods af den, på papiret, store forskel på rækkerne så havde jeg en rigtig god følelse før kampen. Vi manglede dog flere af vores faste spillere, heriblandt vores anfører og viceanfører, så vi var ikke i stærkeste opstilling. Men dem, der var med i denne kamp gjorde et virkelig godt stykke arbejde.
En indsats, som absolut var præget af ét stort hovedord: FIGHT!!
Vi vidste fra start af, at det ville være en svær kamp, og jeg kunne mærke på tøserne, at de under taktik mødet var utrolig tændte, men samtidig meget nervøse. Så det eneste jeg kunne sige til dem var, at de skulle arbejde for hinanden og kæmpe røven ud af bukserne, men ej forglemme at de stadig skulle have det sjovt. Og man må sige, at de ord tog de til sig, altså at kæmpe for hinanden. Fordi de gjorde de!
Vores 1. halvleg var utrolig flot fodbold fra vores side. Vores spil koncept er, at vi altid skal lægge et højt pres på vores modstander og det gjorde vi. De havde meget svært ved at få bolden over på vores banehalvdel og det gjorde, at vi også kom frem til et par chancer som sagtens kunne have givet mål.
Vi kommer også foran efter dette høje pres. Vi får tilkæmpet os et frispark oppe omkring deres felt og det skulle Cathrine Degn Clausen tage sig af. Hun smadrede bolden på overliggeren og den efterfølgende løse bold falder ned foran vores topscorer Rikke Simonsen som meget let kunne gøre det til 1-0. Senere i halvlegen får Marie Clement en friløber, hvor hun flot lobber bolden over målmanden, men den bliver desværre reddet på stregen. Så 1-0 stillingen holdt hele halvlegen, især på grund af vores utrolig flotte defensive arbejde på midtbanen og i forsvaret hvor Maja Eriksen, Pia Bøgh, Maria Nielsen og Christina Mathiesen spillede en super sikker og fejlfri kamp.
Vi vidste, at Sundby ville komme blæsende i 2. halvleg samtidig med, at de ville få lidt hjælp af vinden, som vi nu ville få i hovedet.
Og man må sige, at det holdt stik. For i de første 15 minutter har Sundby fem hjørnespark lige efter hinanden og desværre får de også udlignet på et lidt tilfældigt mål, hvor bolden igen dumpede ned foran en spiller, der kunne sparke den fladt ind til 1-1. Så må jeg sige, at jeg fik følelsen af, at det ville blive en utrolig lang kamp, hvor vi ville få utrolig svært ved at modstå presset fra Sundby. Men som kampen gik var det ligesom om, at Sundby mistede modet, fordi hver gang de kom i nærheden af en chance, så stod forsvaret eller vores målmand Katrine Knus i vejen. Knus blev i øvrigt helt retfærdigt Man of The Match i denne kamp.
Vi fik spillet os længere frem på banen og det resulterede i den afgørende scoring, som faldt 2 minutter før tid, hvor det igen er Rikke Simonsen, der viser sin farlighed oppe foran ved at løbe fra sin forsvarer og så stille og roligt sætte den nede i hjørnet (som træneren sagde) og så kunne jublen ingen ende tage!
Cathrine degn Clausen siger om kampen: "Vi gik ind til kampen med en forventning om, at det ville blive en rigtig svær, hård og nærmest umulig kamp. Men fra første fløjt sad vi i nakken på dem! Skide god 1. halvleg, 2. halvleg knap så god, da vi var meget trætte. Men alt i alt en succes.
Rikke Simonsen siger også om kampen: "Vi spillede lige op i 1. halvleg. En fornøjelse at spille mod et godt hold med en god dommer. Der var ikke andet for efter 2-1 målet at ligge sig i græsset og juble med pigerne, en kæmpe forløsning!
Næste pokal kamp er efter sommerpausen, hvor damerne, efter at have sikret sig oprykning 2 runder før turneringen slutter, spiller i serie 1.
Med sportslig hilsen
Thomas